Om PAGAJ

Klubben blev grundlagt i 1938. I tidens løb har der været stille perioder og til andre tider har roere fra PAGAJ fejret triumfer.

Den, som huskes af flest, er helt sikkert, at Erik Hansen i 1960 vandt guldmedaljen i enerkajak ved olympiaden i Rom. Dengang var PAGAJ en lille klub, hvor medlemmerne stort set kun roede kajak for at konkurrere ved regattaer i ind- og udland.

I dag er klubben helt anderledes favnende. Vi har medlemmer fra 8 år til 75 år, og fælles for os alle er glæden ved at ro kajak. Vi lægger stor vægt på, at denne glæde skal holdes ved lige.

Børn og unge

Vores børn og unge trænes primært af klubbens unge trænerteam. De har stort fokus på, at de unge har det sjovt sammen. Derved er der de bedste betingelser for, at de lærer kajakroningens facetter meget nemmere.

Hvis de unge har talent for og vilje til at ro konkurrence tilbyder vi dem træning i Kraftcenter Vest, der drives af PAGAJ i samarbejde ned Dansk Kano- og Kajakforund og Holstebro kommune.

Seniorroere (voksne 25+)

Vore mange seniormedlemmer ror både havkajak og turkajak, og for dem er det en god blanding af motion, naturoplevelser og det gode sociale samvær, der er drivkraften.

Faciliteter i klubhuset

Klubhuset på Søvej 8 har den skønneste beliggenhed, og det rummer først og fremmest det store klublokale med den enestående udsigt over Vandkraftsøen, men også motions- og omklædningsfaciliteter og en stor bådkælder. Her ligger de mange klubkajakker, som er til rådighed for medlemmerne.

Vil du være med?

Hvert år holder PAGAJ åbent hus, hvor interesserede er meget velkomne til at besøge os, men også på andre tidspunkter er vi parat til at fortælle om vores dejlige sport, klubsamværet og meget andet.

Vil du vide mere om PAGAJ er du meget velkommen til at ringe eller sende en mail til en af de personer, som du finder under ”Kontakt” – det vil glæde os!